I dette blogindlæg fortæller jeg om heraldik, dvs. våbenskjold, danske våbenskjolde, familie våbenskjold, basis regler for våbenskjold og lidt om hvordan du laver dit eget våbenskjold.

Hvis man ikke har arvet et våbenskjold, er det både tilladt og socialt acceptabelt at lave eller få lavet sit eget våben. Det er kun glædeligt at denne gamle Europæiske tradition lever videre 🙂

(Ophavsretten til denne tekst tilhører Ragnar R. Jørgensen. I må meget gerne citere fra og linke til blogindlægget, men I må ikke kopiere til videre brug.)

 

Heraldik – læren om våbenskjolde

Læren om våbenskjolde kaldes; Heraldik, og en sagkyndig person indenfor heraldik, kan kalde sig heraldiker. Hvad er heraldik? Heraldik spænder meget vidt og dækker alt om våbenskjolde, våbenmærker men går også ind over flag og bannere, signetringe, segls. Fra stater, adelsvåben,  borgerlige våben, by- og kommunevåbner mv.

Ordet heraldiker kommer af herold. Dvs. “en embedsmand ved et fyrstehof der bl.a. havde til opgave at udråbe kundgørelser, overbringe budskaber og sørge for at etiketten blev overholdt ved fx ridderturneringer eller modtagelse af fornemme gæster.” (Den Danske Ordbog).

Det er således våbnets ordlyd der definerer det og ikke den billedlige gengivelse. En sådan beskrivelse kaldes en blasonering (blazon). Den kan enten laves på fransk, således at den er forståelig internationalt, eller på f.eks. dansk. Fransk er heraldikkens sprog og kom til England med Normannernes erobring af landet, og fra England ud til de mange kolonier og afslutningsvis til resten af verden i form af verdenssprog. Da et våben defineres af blasoneringen og ikke af den billedelige gengivelse, giver det mulighed for et uendeligt antal af kunstneriske genfortolkninger.

Våbenskjolde blev brugt til at vise tilhørsforhold, til den familie/slægt som man var en del af eller som man tjente. Det blev brugt på slagmarken, i ridderturneringer og på bygninger og gravmæler osv. Det blev malet på skjoldet og brugt på bannere, for at man skulle vise og vide hvilket “hold” man var på. Det var dog også ejermandens segl og blev brugt som underskrift.

 

Segl og seglstamper

I linket her neden kan I læse om Niels Krabbes seglstampe, der kan ses på billedet (Foto Nationalmueet.). Det er der blev trykket ned i voks den 23. april i 1408. Som noget ganske unik findes både seglstampe og voksseglet velbevaret. Niels Krabbes våben var; En hvid bjælke i rødt. På hjelmen to vesselhorn, røde med en hvid bjælke.
https://natmus.dk/webdok/krabbes-segl/

Et våben følger traditionelt set kun mandesiden, som også kaldes sværdsiden, og går således i arv fra far til søn. (Damesiden kaldes for spindesiden.) Det hele er dog med tiden blevet meget grumset og reglerne omgås prompte når der har været brug for det.  Med mindre man er af adelig byrd, har det stort set ingen betydning i dag.

 

Hvem må have et våbenskjold?

Alle må have et våbenskjold i Danmark. Hvis man ikke har et våbenskjold i forvejen kan man selv tegne et, eller få hjælp til det gennem en sagkyndig. Der er vældigt få regler. men derfra til at lave noget der anses for at være god heraldik kan der være rigtig lang vej. Et våbenskjold kan være adeligt eller borgerligt og i denne blog vil jeg fortælle lidt om hvad man skal tænke over hvis man ønsker at skaffe sig et våbenskjold.

 

Hvordan kan man få et våbenskjold?

I Danmark kan alle få et våbenskjold ved at selv at tegne det og gøre det til sit, ved at gøre brug af det. Der er ikke nogen instans hvor man skal ansøge om at få bevilget et våbenskjold. Man skal dog sikre sig at man ikke kopierer en andens våbenskjold og at man ikke ender med at lave dårlig heraldik. Begge dele vil føre til at man udstiller sin egen uvidenhed og mangel på dannelse.

Man kan også bryde ophavsretten ved at kopiere en andens, tegning, dele af den. Her ligger beskyttelsen i den kunstneriske gengivelse og ikke i selve blasoneringen. Dvs. at man ikke blot kan bruge vores f.eks. rigsvåben, eller Københavns byvåben som sit, fordi man derved udgiver sig får at officielt repræsentere enten staten eller byen.

 

Kan man købe et våbenskjold?

Man kan sådan set ikke købe et våbenskjold. Man kan arve et våbenskjold, eller man kan lave et nyt våbenskjold. Der er dog ingen instans hvortil man kan henvende sig og købe det. Anderledes er det f.eks. i England hvor man netop køber sit våbenskjold af Collage of Arms.

Man kan dog købe hjælp til at få designet et våbenskjold, hos en heraldisk kunstner.

 

Regler og traditioner

Der er mange regler og traditioner for våbenskjolde. Nogle er fælles for stort set hele Europa, og andre er regionale eller nationale. I nogle lande kan man få registreret sit våben og i andre er der ingen administrativ enhed der regulerer den slags. Fremfor at tale om rigtig og forkert heraldik, bør man snarere tale om god heraldik og dårlig heraldik. Som på så mange andre områder er eksperterne eller skal vi kalde dem “fagnørderne” indenfor heraldikken ikke altid enige. I Danmark har der de sidste 50 år været en helt tydelig tendens til at våben skal bringes tilbage til et oprindeligt og minimalistisk middelalderligt udtryk. En slags puritanisme som ikke er ensbetydende med at det altid fører til god heraldik.

Det som dog er af største betydning er at man ikke blot kan tage en anden slægts våben – levende eller uddød. Det er reelt det samme som at påberåbe sig slægtskab og det er aldrig god stil.

Man kan dele personlige våben og slægtsvåben op i to hovedkategorier; adelsvåben og borgerlige våben. (Den korrekte betegnelse er “våben” og ikke “våbenskjold”. Sidstnævnte er dog langt mere brugt i folkemunde, og jeg vil her frit bruge begge betegnelser.)

 

Adelige våben

Indenfor adelsvåben er der to hovedkategorier uradel og nyere adel (ofte “brevadel“). Sidstnævnte er som regel fra efter reformationen, men går helt til bage1300-tallet. Her er det kongen eller en måske en biskop der har uddelt en adelstitel. Uradel er den oprindelige gamle danske adel i Kongerige Danmark (herunder også Skåne, Halland og Blekinge), hvis ophav sjældent kendes.

Her over ses en signetring med det komplette våbenskjold for slægten Trampe, graveret i en grøn Jaspis. Våbenskjoldet består af skjoldet med skjoldmotiv, hjelme, hjelmtegn og skjoldholdere.

Her over ses en signetring med det komplette våbenskjold for slægten Trampe, graveret i en grøn Jaspis. Våbenskjoldet består af skjoldet med skjoldmotiv, hjelme, hjelmtegn og skjoldholdere.

Trampe er en dansk højadelsslægt med oprindelse i pommersk uradelsslægt.

Tilhører man en adelsslægt kender man med al sandsynlighed sit våben, og der er derfor ikke behov for, at jeg her går nærmere ind på disse. Man kan dog med held, søge inspiration i de mange danske adelsvåben og ikke mindst tjekke at man ikke komponerer et våben til sig selv, der er forveksleligt med et adeligt våben.

Det som dog er fuldkommen forbeholdt adlen er rankronerne, der angiver indehaverens adelige rang; Greve, baron (friherre) eller ubetitlet adelsmand. Rankronerne blev indført i Danmark af Christian 5. i 1670’erne.

Her ses en række våbenskjolde fra det som kaldes tysk baltisk adel eller også blot kaldet "Baltadel".

Her ses en række våbenskjolde fra det som kaldes tysk baltisk adel eller også blot kaldet “Baltadel”.

 

Borgerlige våben

Et borgerligt våben er således et ikke-adeligt våben og udgør naturligvis størstedelen af de eksisterende våben. Et eksempel på et borgerligt våben er William Shakespeares. 1596 ansøgte hans far, det engelske “Collage of Arms” om et våben. Det menes dog at det var på sønnens foranledning og for at William skulle kunne kunne henvise til at han havde “arvet” det af sin far. Selv på den tid spekuleredes der således i den slags, og hvis man i dag havde arvet et mere end 400 år gammelt borgerligt våben, ville man nok ikke føle sig ringere ved at det var borgerligt. Hans våben blev ovenikøbet anset som upassende, og han selv betegnet noget så ringagtende som “the player” af en samtidig heraldiker. Det våben som bliver komponeret i dag, vil på et tidspunkt også blive 400 år gammelt.

Shakespeares våben gengivet i 1600 (Folger Shakespeare Library: https://www.folger.edu/))

Shakespeares våben gengivet i år 1600 (Folger Shakespeare Library: www.folger.edu))

 

Man må ikke underkende fornøjelsen ved at komponere sit eget våben frem for at arve et. Den Tyske digter, Goethe havde således et slægtsvåben men da han i 1782 blev adlet, valgte han at tegne sit eget og således var det også med Napoleons kejservåben. Napoleon kunne ikke nøjes med Buonapartes korsikanske adelsvåben, uden komponerede selvfølgelig sit helt eget kejservåben.

 

Andre muligheder end våbenskjold

Dertil er der territorielle våben, såsom; byvåben, kommunevåbner, rigsvåben og våben for myndigheder, regimenter, orlogsskibe, foreninger og virksomheder mv. Flag og heraldik er tæt forbundet og den meget unge lære om flag; vexillologi, der udspringer direkte af heraldikken.

Man kan også nøjes med et bomærke, der ikke har våbenskjoldets mange elementer og konnotationer. Her står det også en helt frit at lege med symboler og bogstaver.

Hvis man kun ønsker noget der er helt personligt, kan et monogram være et meget smukt alternativ til det mere komplekse våbenskjold.

Exlibris (holder fast i den gamle stavemåde) er et ejermærke i en bog. Hvis man har et bomærke eller et våben, vil man typisk bruge det som exlibris.

 

Våbenskjoldets dele

Hvis vi begynder oppefra og ned består et våben som regel af følgende dele; Hjelmtegn eller Hjelmfigur, Vulst, Hjelmklæde, Hjelm, Skjold med alle dets dele, Skjoldholdere og Motto. Der kan være flere element i et våbenskjold og selve skjoldet har typisk, en lang række dele i sig selv. Et våbenskjold er således en kompleks sag, men også til at overskue, med blot en beskeden investering i heraldisk viden. Hvis det er ens hensigt at våbnet skal gå i arv, og måske holde i mange generationer vil det være klogt at ikke forhaste sig.

Hjelmfigur

Hjelmfiguren er det som er ovenpå hjelmen. Typisk vil det være det samme som er på skjoldet, men det behøver ikke at følges ad. I det nordiske (skandinavisk/nordtysk/baltiske) område placeres hjelmfiguren ofte mellem et par uroksehorn, såk. Vesselhorn.

Vulst

Er det snoede reb, der ligger ovenpå hjelmen og som holder hjelmklædet på plads. Det er det samme som den arabiske “agal”, som er det cirkelformede reb der holdt beduinernes hovedklæde på plads. Det siges vulsten stammer tilbage fra korstogene, hvor de europæiske riddere dyppede et klæde i vand og lod det ligge ud over hjælmen, og dele af rustningen, for at køle dem ned. Efterhånden som vandet fordampede trak den varmen fra rustningen og den underliggende lag filt der reelt kogte ridderne levende, i den glohede sol.

Hjelmklæde

Hjelmklædet er det ovenfor beskrevne klæde der hang ned fra hjelmen. Med tiden blev det mere og mere frynset, og som skulle vise at man havde være i kamp. En æstetisk udvikling der har taget mange former.

Hjelm

Hjelmen taler for sig selv, men der er mange former for hjelme. Trallehjelmen eller bøjlehjelmen (nogle steder anses for at være et adeligt privilegium), tøndehjelm, spidshjelm osv.

Våbenmærke

Motivet på skjoldet kaldes et våbenmærke og er den vigtigste del af våbnet. Motivet består ofte at flere elementer og også som regel det mest omfattende og komplekse element af et våbnet. Det er også her af betegnelsen våbenskjold stammer.

Skjoldet

Selve skjoldet, kan have flere former og fra renæssancen og frem til omkring 2. verdenskrig blev det fravalgt helt, og sat ind i andre former af rammer osv. Formen på skjoldet har en anseelig symbolværdi. Det gamle mere trekantede og spidse skjold fører tankerne tilbage til middelalderen. Et skjold rundet i bunden forbindes med rigsvåben og våben for forskellige myndigheder osv.

Skjoldholdere

Er de figurer som holder skjoldet på hver sin side. Det er ikke synderligt brugt i Danmark, men vildmændene som vi finder i det store rigsvåben, er meget karakteristiske for netop skandinavisk heraldik.

Motto

Også kaldet valgsprog eller devise, placeres nederst og er i mange henseende den sidste tilføjelse i våbenskjoldets evolution. Det er dog yderst beskrivende og kan med stor tydelighed udkrystallisere symbolikken der er brugt i våbnet.

 

Geometri i et våbenskjold

Heraldikken indeholder megen geometri, ved at skjoldet kan deles op på mange måder. Det kan være lodret delt, vandret delt, firdelt, skråt delt osv. Mange af de gamle våben havde smukke geometriske løsninger. Nok det mest kendte eksempel på dette, er den gamle danske (skåne) slægt Ulfstand, der havde et zig-zag mønster, med 3 hvide vandrette kiler på en blå baggrund, der skulle symbolisere ulvetænder. Et sådant våben kaldes også et talende våben. Dvs. hvor et våben beskriver slægtsnavnet, men dog her i en meget tidlig, enkel og smuk udgave.

Her ses i Ulfstands våben i midten, flankeret af to andre kendte danske slægter fra Skåne, Brahe og Trolle. Så meget af vores historie ligger begravet i det tabte og glemte Østdanmark, øst for Øresund. Tegning, fra Glimmingehus bogport, af C.G.G. Hilfelin 1775.

Her ses i Ulfstands våben i midten, flankeret af to andre kendte danske slægter fra Skåne, Brahe og Trolle. Så meget af vores historie ligger begravet i det tabte og glemte Østdanmark, øst for Øresund. Tegning, fra Glimmingehus bogport, af C.G.G. Hilfelin 1775.

 

Selve formen på det heraldiske skjold har også også ændret sig op gennem tiden. Nogle skjoldformer hører hjemme i specifikke tidsepoker og stilarter medens andre er kulturelt definerede. Det samme gør sig gældende for hjelmklædet. Som det kan ses på den ovenstående illustration fra Glimmingehus, har skjolde en tap ud til siden for at kunne passe til lansen og hjelmklædet ligner ren bladornamentik.

 

Farver i et våbenskjold

Heraldik er også farver (tincture) – masser af farver. Der er grundlæggende 2 metaller og 5 farver.

Metallerne er; guld/gul (or) og sølv/hvid (argent).
Farverne er; rød (gules), blå (azure), sort (sable), grøn (vert), lilla/purpur (purpure).

Hovedreglen er at metaller ikke må ligge op af metal og farve ikke op af en anden farve. Dvs. en guld løve kan være på en sort baggrund, men ikke på en sølv/hvid baggrund.

 

Heraldik i flag – vexillologi

Til gengæld kan man som i Vatikanets våben have en guldnøgle og en sølvnøgle der krydser hinanden (Sankt Peters nøgler til himmelriget) på en rød baggrund. Medens Vatikanets flag er todelt lodret, guld og sølv side om side, med nøglerne i sølvdelen af flaget, hvilket ikke må anses for god heraldik. Det samme gør sig gældende for den franske konges våben; Gyldne liljer på hvid baggrund. (Senere ændret til gyldne liljer på blå bagrund). Her må de heraldiske regler dog vige til side for de franske konger og Roms patriark

Anderledes er det med Storbritanniens flag – der er fuldkommen heraldisk korrekt. Det britiske flag “Union Jack” er en kombination af det gamle engelske flag; Saint George, det skotske flag; Saint Andrew og Saint Patricks flag, der symboliserer Irland.  Først blev det engelske og skotske flag forenet i 1707 og når Saint Patrick flaget blev tilføjet i 1801, måtte det ene af de to andreskors ikke ligge ovenpå det andet. Det skotske og irske symboler skulle vægte lige tungt og samtidigt forbød god heraldik at den røde og blå lå op af hinanden.

Løsningen blev at Saint Patrick flagets X (saltire) blev forskudt, således at de to andreaskors fremstod som at skulle ligge side om side, frem for det ene ovenpå det andet. At det Engelske flag (som også repræsenterede Wales) derpå lå øverst var naturligvis en selvfølge.

 

 

 

Design dit eget våbenskjold

Hvis man ikke har arvet et våben, eller ikke har tilknytning til et våben man eventuelt kan differentiere (dvs. ændre), skal man først og fremmest tænke over hvad der betyder noget, for én. Hvad giver mening for jer. Hvilke værdier, holdninger, drømme, mål eller tilknytning er vigtige for netop jer? Kompositionen af et våbenskjold giver anledning til eftertanke og selvrefleksion. Ikke mindst hvis det skal være repræsentativt for ens efterkommere – for slægten. Det er selvfølgelig bedst hvis man selv forstår hvorfor man har valgt f.eks.; en ulv, et sværd eller en sol, frem for; en sommerfugl, en fjerpen eller en stjerne.

At designe et våbenskjold kaldes at komponere et våben.

 

Differentiering

Hvis du ikke har et våbenskjold, kan det sagtens være at du er i familie med nogen der har det. For at du skal kunne kalde det for ”mit” skal du dog sikre dig at du også har ret til at bruge det.

Du kan ikke blot tage en andens våbenskjold, men lad os nu sige at din mormor var af en slægt som havde et våben og at du kan huske det og har et forhold til det. Måske så du det på hendes signetring eller i et vedhæng hun bar. Du er selvfølgelig i familie med din bedstemor, men det ville alligevel være forkert at bruge det våben, fordi både hun og din mor, er gift in i andre slægter.

Du kan lave det som kaldes en differentiering. Dvs. at du kan bruge noget din mormors våben, og lave et nyt. Det er vigtigt at man ikke er tvivl om at der er tale om to forskellige våbner, men det er helt i orden at man kan se et fællesskab.

 

Betydningen

Nogle ting har en betydning man ikke vil have held med at fravige. F.eks. er en due symbol for fred, fordi den bragte en olivengren til Noa, efter de mislykkede forsøg med ravnene. En ørn symboliserer styrke og magt helt tilbage fra romersk tid og derfor brugt i mange rigsvåbner. En “fredsørn” ville være forvirrende, ligesom en “krigsdue” ville være noget anstrengende at skulle forklare sig ud af, i tide og utide. Det sagt så har USA, en havørn i sit 2rigsvåben”, der holder et pilebundt i den ene klo og en olivengren i den anden. Ørnen vender dog sit hoved mod olivengrenen for at vise at fred altid vil være nationens første valg.

USA's segl, på 1-dollarseddel.

USA’s segl, på 1-dollarseddel.

 

Det siges at Benjamin Franklin havde foretrukket den mest amerikanske af alle fugle kalkunen, frem for en havørn. Til rigssegl havde han dog foreslået; Moses der står på den ene strand og rækker sin hånd ud over havet mod Faraoen der ridder i sin stridsvogn, med ordene “Oprør mod tyranner er troskab mod Gud”, men i 1782 blev havørnen valgt.

 

Dyr i våbenskjold

Nogle dyr er mere almindelige end andre. Løven er ubetinget dét dyr som er mest flittigt brugt i heraldikken. I det danske rigsvåben har vi 3 gående løver med kroner og 9 hjerter – der dog ikke er hjerter, men søblade. Vil I alligevel ind på løvens velbetrådte heraldiske sti, vil der være trangt og sandsynligheden for at I ender med noget helt unikt er forholdsvis lille. Når det er sagt, så har vi endnu ikke set den sidste heraldiske løve.

Et heraldisk dyr er ikke det samme som en naturalistisk illustration af et dyr. Det ville nemlig anses for at være dårlig heraldik. Et heraldisk dyr skal gerne være mere fantasifuld, vildere og med fremhævede detaljer. Løven, gerne men udspilede klør, pjusket og vild manke, lang busket og måske snoet hale og en tydelig tunge. Det er blevet heraldikkens billedsprog. Man skal dog kunne identificere hvad der er beskrevet i blasoneringen. En gedde som i den skånske slægt Giedde skal ikke gerne kunne forveksles med en anden fisk. En svane skal ikke kunne forveksles med en gås og en ørn skal ikke ligne en fasan osv.

 

Fabeldyr i våbenskjold

Der er også rene fabeldyr, som enhjørninger og drager, eller dyr og genstande i forening. I Danmark har kongehuset haft en forkærlighed for elefanten og gerne med et stentårn på ryggen. Et symbol på Kristi frelse af menneskeheden, og troens styrke. Elefantorden, der har sin oprindelse i midten af 1400-tallet, kender alle, men vidste I, at der i 1703 søsattes et orlogsskib ved navn Elephanten, med en smukt udskåret agterparti, der var prydet med elefanter og tårne. Noget der normalt ikke associeres med havet og særligt gode flydeegenskaber, men sådan er heraldikken også – fuld af smukke modsætninger.

 

Den heraldiske ånd

Hver eneste genstand menneskeskabt eller ej, kan bruges, men her opstår der en klar disput omkring hvad der er god heraldik eller ej. Ville en computerchip eller en astronaut være acceptabelt at gengive i et våben? De fleste heraldikere ville i kor råbe; Nej, find et ældre og mere tidsløst motiv, der har en tilsvarende betydning! Dette kan være lettere sagt end gjort og grundlæggende må man acceptere at heraldikken udvikler sig – men gerne meget langsomt.

Mange ting har en åbenlys betydning. En kompasrose, symboliserer at finde vej. Et hjul – bevægelse og fremdrift. En løve – styrke og mod. En ørn – magt. En olivengren – fred. I Schweiz kan man lide bjerge, i Tyskland hjorte. I Tyskland er man også virkelig glad for våben i sort og hvidt – nok grundet den Tyske Ordens (sort kors på hvid baggrund) enorme indflydelse på hvad der blev til Kongeriget Preussen. Malteserordenen brugte et hvidt kors på en rød baggrund mindst 100 år før Dannebrog faldt ned i hænderne på biskop, Anders Sunesen i 1208.

 

Undgå klicheer men vær gerne tro mod dit ophav

At man som Dansker skal føle en trang til at vælge rødt og hvid i sit våben er i min optik, en vederstyggelig kliche. Hvad er for øvrigt vores farver i et heraldisk perspektiv? Dannebrog er en sag, rigsvåbnet, med guld, blåt og rødt en anden, og går man tilbage til vores ældste flag, Ravneflaget, finder vi efter sigende, en sort ravn på rød baggrund.

Her ses den ældst kendte gengivelse af Dannebrog sammen med det kongens våbenskjold, i den Hollandske, Wapenboek Gelre, fra slutningen af 1300-tallet.

Her ses den ældst kendte gengivelse af Dannebrog sammen med det kongens våbenskjold, i den Hollandske, Wapenboek Gelre, fra slutningen af 1300-tallet.

 

Island opgav den hvide/sølv klipfisk (stokfisk) med krone i guld, på rød baggrund og valgte i 1909 i stedet for, en sølvfalk på blå baggrund. Islands heraldiske farver gik fra hvid på rødt, til sølv på blåt. De finske farver havde historisk set været guld på rødt. 14 dage efter at “de hvide” havde vundet borgerkrigen i 1918 blev det blå kors på hvid baggrund valgt som landets flag. Dette selv om de hvide styrker havde kæmpet under det gamle finske våben. En kronet løve af guld, på en rød bund, belagt med 9 sølvroser. Løven står på en sølvfarvet, krumsabel og det højre forben er udskiftet med en menneskelig bepansret arm i sølv, der holder et sværd af sølv. (Det er i dag Finlands rigsvåben.) Begge gange ønskede man at bryde med fortiden og derved at vise at man nu var i besiddelse af fremtiden.

 

Tegn og bogstaver i våbenskjolde

Tegn bruges yderst sjældent og bogstaver stort set aldrig i heraldikken. På den Iberiske halvø er tekst ikke uhørt i forbindelse med et våben, grundet den islamiske indflydelse. Til forskel fra det kristne Europa bruger man af religiøse grunde, i Islam næsten kun kalligrafi tekst på bannere og i segl. Måske med undtagelse af enkelstående symboler for islam og jihad, som f.eks. nymånen og krumsablen, som ses i mange muslimske landes flag. Terrororganisationen, ISIS sorte flag, med arabisk skrift i hvidt, er intet mindre end profeten Muhammeds segl.

Hvis man virkelig har en ufravigelig trang til at bruge symboler eller bogstaver vil det være bedre at vælge et bomærke frem for et våben.

 

Heraldikkens symbolunivers

Heraldikkens symbolunivers er næsten fuldkommen forankret i kristendommen, med beskedne afstikker til romersk og hellenistisk kultur. Det kunne være et Janushoved eller Athenas ugle. Sjældent til nordisk, keltisk eller slavisk hedenskab, og som regel først op omkring romantikken hvor man trak paralleller tilbage til hvad mand følte hørte til nationens og folkets oprindelige symboler. Mange våben blev i denne periode også genfortolket eller komponeret i en meget naturalistisk og romantisk stil.

Et kors, repræsenterer selvfølgelig kristendommen, men der er mange former for kors og hver slags har en speciel historie og betydning. Det tidligere nævnte Sankt Andreas, blev korsfæstet på et X formet kors (saltire) og korset blev siden hen blev kaldet for et Andreas kors. De fleste helgener er repræsenteret ved et symbol som f.eks. Sankt Markus ved sin bevingede løve. Sankt Markus blev Venedigs skytshelgen og den bevingede løve blev til Republikken Venedigs symbol. Ønsker man at føre en bevinget løve, skal man derfor vide hvad den står for og hvilken historie den fører med sig.

Ruslands tohovedede ørn er den østromerske kejsers symbol og skal vise at Zaren er arvtager til den romerske kejsers trone. Det samme gør sig gældende for det Tysk-romerske rige. Titlen Zar og Kejser kommer begge af navnet Cæsar. Længere tilbage kan man næppe trække trådene.

Her ses en signetring vi har lavet med en udgave af den russiske våbenskjold.

Her ses en signetring vi har lavet med en udgave af den Romanov/russiske våbenskjold.

 

Riddere i turneringer og krig

Heraldik og riddere hører sammen, men der er gået lang tid siden, der var rigtige riddere. Riddere som, flest nok forestiller sig dem, er noget fra 1100 – 1200-tallets feudalisme, men ridderstanden toppede reelt i løbet af 1400-tallet.  Under 1600-tallet blev ridderidealet dyrket og det er fra denne periode at de danske ridderordner stammer.

Ønsker man indsigt i en ægte ridders liv, er “Histoire de Guillaume le Maréchal” fra begyndelsen af 1200-tallet, essentiel læsning. Det er virkelig interessant og fortæller om turneringer, ridderetik og ridderarrogance under 1100-tallet. Man får en dejlig fornemmelse af den ridderkultur som heraldikken, er forankret i.

I middelalderen var der to betydningsfulde slag hvor ridderne og deres tunge rustninger, stridsheste og kamptræning gennem turneringer blev bragt til kulmination; Tannenberg (Grunwald) og Agincourt. En enkelt ridder eller to har måske ovenikøbet været med til begge slag.

Tannenberg

Slaget ved Tannenberg (Grunwald eller Grunwaldem) fandt sted den 15. juli 1410 i det nuværende Polen (Østpreussen), mellem den Tyske Orden med allierede, på ene side (estimeret 27.000 mand) og Litauen og Polen med allierede, på den anden side (estimeret 39.000 mand).  Den Tyske Orden, blev nærmest udslættet og deres stormester faldt, sammen med over 200 af de 270 ordensbrødre.

Slaget ved Tannenberg (Grunwaldem) malet af den polske maler Jan Tatjeko i 1878. Spændende at se hvordan riddere er blevet fortolket af eftertiden.

Slaget ved Tannenberg (Grunwaldem) malet af den polske maler Jan Tatjeko i 1878. Spændende at se hvordan riddere er blevet fortolket af eftertiden.

 

Agincourt

Slaget ved agincourt fandt sted, den 25. oktober 1415, mellem England (estimeret 8.000 mand) og Frankrig ( estimeret 25.000 mand).  Her tabte franskmændene stort og det blev en regelret slagtning af den franske adel og dens riddere. Synet af den franske hær må dog, ud fra et heraldisk perspektiv, have været et imponerende skue. Hele den franske adel og ridderelite var nemlig troppet op for at give englænderne prygl, men faldt for sit eget hovmod og englændernes “æreløse” bueskytter.

 

Danske ridderordner

Hvis man får tildelt; Elefantorden og Storkorsorden skal man have indført sit våben, i de De Kongelige Ridderordeners Våbenbøger. Der til bliver der også malet et skjold som bliver hængt op i De Kongelige Danske Ridderordeners Kapel i Frederiksborg Slotskirke. Hvis men ikke har et våben, når man bliver slået til ridder, bliver man nød til at komponere et.

Våbenbøgerne går tilbage til 1660, hvor Christian 5. var konge, og kan ses online på kongehusets hjemmeside. Her finder man blandt “Elefantridderne” fra nyere tid, bl.a. Winston Churchill, Dwight D. Eisenhower, Niels Bohr, Josip Tito og Nelson Mandela. Deres våben er yderst forskellige og viser tydeligt deres forskelligartede baggrund i valg af våben, men også den, til tider, totale mangel på heraldik. https://www.kongehuset.dk/kongelige-samlinger/vabenboger/

Våbenskjoldene hænger i Ordensgalleriet i Frederiksborg slotskirke.  Hvis man har et spirende interesse for heraldik, bør man besøge ordensgalleriet, hvor man kan se mange kendte danskers våbenskjolde. Efterhånden som der komme nye skjolde flyttes de ældre skolde ud i trappetårnet. Det er yderst inspirerende og er på mange måder hjertet i Dansk heraldik. https://www.kongehuset.dk/kongelige-samlinger/ridderkapellet/

 

VIII-grads våben i den Danske Frimurer Orden

I den Danske Frimurer Orden skal man ved VIII-grad komponere sit eget frimureriske våben og motto. Reglerne herfor følger de traditionelle heraldiske regler som beskrevet her i bloggen. Skjoldformen er dog ufravigelig og der benyttes ikke hjelm, hjelmtegn, vulst, eller hjelmklæde.

Signet ring i guld med Frimurer våbenskjold.

Signet ring i guld med Frimurer våbenskjold.

 

Intet kommer således af intet, og ligeledes er det med det våben som I forhåbentlig skal komponere 🙂

(Ophavsretten til denne tekst tilhører Ragnar R. Jørgensen. I må gerne citere fra og linke til blogindlægget, men I må ikke kopiere til videre brug.)