UNIKKE SMYKKER

Ragnar R. Jørgensen har en uovertruffen erfaring indenfor design og fremstilling af unikke smykker. Få steder er erfaringen så stor og omstillingsevnen så god, at både store og mindre opgaver kan behandles med samme omhyggelighed og udvises den samme opmærksomhed.

Opgaverne kan være alt fra juvelérarbejde til fremstilling af klassiske glatte vielsesringe, morgen- og barselsgaver. Ud over at arbejde i de klassiske ædelmetaller som guld, hvidguld og sølv, er vi specialister i platin.

Uanset opgaven er det vigtigt for os, at vores kunder i fællesskab med Ragnar har tid til at skabe det absolut bedste resultat. Gennem hele arbejdsprocessen er vi i tæt dialog med jer for at sikre jeres ønsker og den højeste kvalitet. Væsentligt er det også, at vi går meget op i, at der er en rimelig sammenhæng mellem pris og smykke. Vores kunder skal have værdi for deres penge og vi plejer at sige at vi er; Bedst, Billigst men desværre nok ikke hurtigst. Dvs. at I meget gerne må komme i god tid, men haster det kan vi næsten altid hjælpe med det også.

Vi har et kæmpe netværk af stenslibere, perleavlere og selvfølgelig en in-house GIA-gemmolog, hvorigennem vi kan bistå med alt inden for diamanter, ædelstene og perler.

Vi har endnu aldrig fået en opgave, vi ikke har kunnet udføre. Vi elsker nye udfordringer og er friske på at tage fat i de mest unikke smykker og lige frem tossede idéer. I skal derfor ikke holde igen.  Et unikt og personligt smykke bringer langt den største glæde.

For at kunne yde ovennævnte service er det derfor vigtigt, at I aftaler en tid på forhånd, men I er velkomne til at kigge forbi uden aftale også. Vi kan dog kun betjene en kunde af gangen. 

Vi glæder os meget til at møde jer i vores atelier i Classensgade 6 på Østerbro i København.

UNIKT HÅRSMYKKE & BROCHE & VEDHÆNG

Tilblivelsen af dette unikke smykke begyndte, da en ung adelsmand kontaktede Ragnar for at bede om hjælp til design og fremstilling af et hårsmykke til sin kommende hustru. Smykket skulle fremstilles i anledning af deres forestående bryllup og klienten ønskede at tage udgangspunkt i sit familievåben.

Familievåbnet består af 3 gyldne hvedeaks bag en guldkrone. Sammen besluttede klienten og Ragnar dog, at smykket skulle være ’hvidt’ frem for gyldent. Yderligere foreslog Ragnar, da smykket skal bæres i håret, at det skulle fremstilles i palladium. Palladium vejer langt mindre end hvidguld og passer sig derfor bedre til et hårsmykke. En anden fordel ved palladium er, at smykket aldrig behøver at blive rhodineret. Dog er palladium samtidig langt mere vanskeligt at arbejde i, så det tog cirka 50% længere tid at fremstille smykket, end hvis det havde været af hvidguld.

Hen over en række møder blev smykket udviklet fra at være ét enkelt hårsmykke til at blive et komplekst kombinationssmykke. Smykket endte med at bestå af i alt 10 dele, der kan sættes sammen i en række forskellige kombinationer. De forskellige dele kan bæres samlet som hårsmykke eller bruges som vedhæng og brocher.

Smykket har detaljer i 18 karat guld samt indfattet 15 perler, 5 rosa kvarts og 30 brillanter. Rosa kvartsen er specialslebet og indfattet i 5 løse fatninger, der sidder i kronen. Fatningerne kan alle tages ud og udskiftes med andre fatninger, således at smykket kan udvikles med tiden. På bagsiden af hver fatning er brudeparrets monogram (LM) udskåret.

De tre hvedeaks, som har et hvedekorn i 18 karat guld i hver ende, kan bæres sammen med kronen eller alene. Det midterste vedhæng kan løsnes og kan således bæres som enten vedhæng eller broche. De 3 hvedeaks kan ligeledes bæres samlet som enten broche eller vedhæng og kan bindes med en lille blå snor. Selve kronen kan selvfølgelig også bæres alene som broche og har en kraftigere løs nål ligeledes med et hvedekorn i 18 karat guld i hver ende. Der er således 4 smykker i et.

Smykkeskrinet er specialfremstillet i blåt gedeskind og er præget med finguld. På forsiden af skrinet er familievåbnet gengivet i guld i samme størrelse som selve smykket og indvendigt er Ragnars logo præget. For at matche de rosa sten i kronen er indlægget i æsken af gammelrosa farvet velour. Knappen på æsken er i forgyldt sølv og tillige med parets monogram.

Hele processen tog 8 måneder og undervejs blev der afholdt et dusin møder. Smykket blev færdiggjort og leveret 5 timer før det skulle gives til bruden 🙂

UNIKKE FORLOVELSESRINGE

Når man frier, skal man gøre det med stil, og ringen skal vise, at man kender sin udkårne. Dvs. vise at man ved hvem det er, man ønsker at gifte sig med.

Her ser vi et rigtigt fint eksempel på, hvordan det kan gøres. Denne ring har vi fremstillet til en klient, og ringen er helt unik og personlig. Den er af platin med en hjerteformet 0,47 ct. diamant, indfattet med 4 HEART PRONGS. Indvendigt er der indlagt en plade med en asiatisk elefant i 18 karat gult guld. Hver detalje har en helt personlig betydning for den kommende brud (som selvfølgelig også har sagt; Ja!).

Det er omtanken, der tæller – ikke størrelsen på stenen eller ringens værdi, men man skal huske, at ædle hensigter rummes bedst i ædle materialer.

Går du med friertanker, kan vi helt sikkert hjælpe dig med den personlige ring.

UNIKKE VIELSESRINGE

Her ser I et eksempel på et par ringe, vi har fremstillet ud fra brudens (Esmée Prexus) egne tegninger. Ringene er kunstnerisk stort set identiske med de tegninger, som vi blev forelagt. Vi har foretaget nogle mindre ændringer for at muliggøre fremstillingen og give øget komfort, samt tilføjet små elementer for at kunne indfatte rubinerne.

Hver ring består af 2 Phønixer, der sammen holder en rubin. I begge ringe er der desuden indfattet 6 små brillanter i ildfuglenes halefjer, og det hele rundes af med efternavnet, som står smukt indgraveret på undersiden. Rubinerne er specialslebet på mål og med en samlet vægt på over 10 carat. Ringene er fremstillet i 14 karat gult guld.

UNIKKE MANCHETKNAPPER

Her ses et par unikke manchetknapper med monogram, udført i forgyldt sølv og sort emalje.

Denne type af personlige manchetknapper er meget velegnede som morgengave til manden eller som en flot repræsentationsgave til forretningsforbindelse.

UNIKKE MEDALJONER

I anledning af H.K.H. Kronprinsesse Marys 40 års fødselsdag i 2012, fik Ragnar æren af at fremstille en unik medaljon bestilt af H.K.H. Kronprins Frederik.

På forsiden ses D.K.H. Kronprinseparrets fællesmonogram og på den modsatte side ses et argylemønster i sort emalje og brillanter.

Medajonen kan åbnes i begge sider og har således plads til 4 billeder.

Omtale i Billed Bladet februar 2015.

Fra gerneration til generation.

Et unikt smykke, er noget særligt, noget der sandsynligvis vil gå i arv og glæde i flere generationer.  Det rummer kærlighed, omtanke og minder og er mere end end blot til pynt.

Noget af det som vi går meget op i er at kunden får mest muligt for sine penge.  Dvs. at vi går op i at være effektive og disciplineret i vores tilgang til helle processen, fra design til at opgaven ligger færdig.